Pressemeddelelse:

Danish Blues Challenge 2013

Efter 3 indledende runder i dette efterår afholder Aarhus Bluesforening den 26.10.2013 i samarbejde med ATLAS og Jysk Blues Netværk, finale om den danske deltagelse ved European Blues Challenge, der finder sted den 11.og 12. april 2014 i Riga i Letland

Jysk Blues Netværk er arrangør af konkurrencen Danish Blues Challenge/Møblomania Blues Award 2013. Dette års konkurrence afholdes lokalt, hos 4 bluesforeninger, der alle er en del af Jysk Blues Netværk: Double Trouble – Fredericia, B’Sharp – Silkeborg, Blueskartellet – Horsens og
Aarhus Bluesforening – Aarhus.

I alt deltager 9 bands/acts, fordelt på 3 bands i hver af de 3 indledende runder. Der findes en vinder af hver runde, og disse mødes i finalen.

Bedømmelse:
Man har valgt at benytte de samme kriterier, som der dømmes efter i European Blues Challenge:
Musikalitet, originalitet, sang, sceneoptræden, instrumenthåndtering, publikumsreaktioner.
Der gives point fra 1-10 i hver kategori af et dommerpanel bestående af 3-4 personer.

Onde tunger vil måske mene at der går X-Factor i den, når et kompetent dommerpanel skal udpege en vinder i en slags musikkonkurrence. Men dette ønsker Jysk Blues Netværk og ikke mindst de deltagende bluesmusikere og bands, at dementere ved denne aften.

Mange musikeres karriere går som bekendt ad omveje og via tilfældigheder. Hvis vi kan være med til at lave en god fest med et entusiastisk publikum, ultimativ scene og teknik, samt en eksponering for bluesmiljøet generelt, så gør vi det. Hvad enten man er en erfaren rotte på bassen eller en ung vordende bluessanger, så er talenter til for at blive spottet, og vi vil gerne hjælpe på vej.

Historik/Møblomania:
Jysk Blues Netværk præsenterer i år for anden gang Danish Blues Challenge/Møblomania Blues Award, og dermed inddrages nu flere aktører i et flot talent-arbejde, som er gået forud og startet af foreningen B’Sharp i Silkeborg med Møblomania Blues Award. En koncert/talentkonkurrence som har fundet sted de seneste 6 år.

Vindere har tidligere modtaget kontant præmiering skænket af firmaet Møblomania, samt en kunstgenstand af keramikeren Henriette Duckert fra Silkeborg.

Tidligere vindere af Møblomania Blues Award er Live Bleeding Fingers, Big Creek Huggy Bear, Alain Apaloo, Michelle Birkballe, The Blues Express - og senest i 2012 Chris Grey & the BlueSpand.

Bands:
Jysk Blues Netværk har gennem de seneste år stiftet bekendtskab med mange spændende bands, der med ildhu og entusiasme formidler bluesmusikken i alle dens former til det danske publikum.

Det er blandt disse bands, at netværket nu har udvalgt årets kandidater til Danish Blues Challenge/Møblomania Blues Award 2013. Dette års 9 udvalgte bands er:

* Mad Dog Baba & The Tonebones
* What AMP
* Anders Lyhne, Solo
* Big O & The Blue Quarters
* Schmidt & Andersen Bluesband
* Rasmus Volden
* The Bluesway
* Big Creek Slim & The Cockroaches
* Fighting Men Blues Band

Konkurrencens forløb dette efterår:

Lørdag d. 21/9 2013
1. indledende runde i Fredericia på Det Bruunske Pakhus. Arrangør: Double Trouble
* Mad Dog Baba & The Tonebones
* Blue Coffee
* Anders Lyhne, Solo

Onsdag d. 16/10 2013
2. indledende runde i Horsens på KulisseLageret. Arrangør: Blueskartellet
* Big O & The Blue Quarters
* Schmidt & Andersen Bluesband
* Rasmus Volden

Lørdag d. 19/10 2013
3. indledende runde i Silkeborg på Rampelys. Arrangør: B’Sharp
* The Bluesway
* Big Creek Slim & The Cockroaches
* Fighting Men Bluesband

Lørdag d. 26/10 2013
Finale på ATLAS. Arrangør: Aarhus Bluesforening i samarbejde med ATLAS og Jysk Blues Netværk.

Vinderen i Aarhus får muligheden for at repræsentere Danmark ved det internationale European Blues Challenge 2014, som finder steds den 11. og 12. april 2014 i Riga, Letland.
EBC har tidligere afholdt begivenheden i Berlin og I Toulouse

Yderligere information kan læses på:
www.jyskbluesnet.dk | www.blueskartellet.dk | www.bsharp.dk
www.facebook.com/groups/184277458328957/ | http://www.bluesyou.com/ebu-news.html
www.aarhusbluesforening.dk | www.doubletrouble.dk


På vegne af Jysk Blues Netværk
samt arrangementsudvalget for Danish Blues Challenge,
Henry Dyrlund, Aarhus Bluesforening. 08.09.2013